ETIKETTER OG MÆRKNING

Etiket og mærkning

Alle produkter der indeholder kemiske stoffer og blandinger, skal være forsynet med en række oplysninger med bl.a. det formål at give vigtig information til brugeren om produktets funktion, indhold og anvendelse.

Din etiket/mærkning/label skal altid være på det/de officielle sprog hvor produktet sælges.

Herunder kan du orientere dig om hvilke regler der gælder for dit produkt eller blanding.

Kemiske produkter

Kemiske produkter er væsker, pasta og pulver, som ikke er fødevarer, kosmetik eller lægemidler.

Eksempler kan være, lim og maling, laboratoriekemikalier, rengøringsmidler, cementpulver, duftolie.

Etiketten skal som minimum indeholde følgende punkter:

  • Navn, adresse og telefonnummer på leverandøren
  • Nominel mængde (hvis produktet udbydes til offentligheden)
  • Produktets navn eller identifikationsnummer
  • Farepiktogrammer i korrekt størrelse
  • Signalord (”Fare” eller ”Advarsel”)
  • Faresætninger (også kaldet H-sætninger)
  • Passende sikkerhedssætninger (også kaldet P-sætninger) (normalt max. 6 sætninger)
  • Supplerende oplysninger, f.eks. EUH-sætninger
  • Der er restriktive regler om hvilke anprisninger der må bruges, man må f.eks. ikke signalere at et fareklassificeret produkt er uskadeligt.
  • For visse produkter en MAL-kode

Der er visse undtagelser hvis produktet er for småt til at alle oplysninger kan stå på det.

For rengøringsmidler skal etiketten endvidere indeholde:

  • Definerede indholdsstoffer i procentintervaller, eksempelvis: < 5 % Nonioniske overfladeaktive stoffer
  • Produktets anvendelse
  • Doseringen
  • En web-adresse, hvor der er adgang til ”Listen over indholdsstoffer” (ved detailsalg). Ved erhvervsmæssigt salg leveres allerede et SDS med tilsvarende oplysninger
  • Batch/serie-nummer

Kosmetiske produkter

Kosmetik er produkter der er bestemt til at komme i kontakt med det menneskelige legemes overflade (hud, hovedhår og anden hårvækst, negle, læber og ydre kønsorganer) eller med tænderne og mundens slimhinder. Og som har til formål at rense og parfumere, at ændre udseendet, beskytte, holde dem i god stand eller korrigere kropslugt.

Eksempler kan være creme, shampoo, make-up, parfume, læbepomade, tandpasta, neglelak og sololie.

Etiketten skal som minimum indeholde følgende punkter:

  • Firmanavn og adresse på den Ansvarlige person (normalt en virksomhed i EU)
  • Oprindelsesland for importerede kosmetiske produkter (fra udenfor EU)
  • Det nominelle indhold (Undtagelser: < 5 g, gratis prøver, engangspakninger, flerstyksemballage)
  • Mindsteholdbarhedsdato enten som ”Bør anvendes inden udgangen af 01-2020” eller timeglas eller hvis holdbarheden er over 30 måneder, krukkesymbol med holdbarhed efter åbning – f.eks. 12M
  • Særlige forsigtighedsregler
  • Serienummer/batch
  • Produktets funktion (medmindre det er givet ud fra produktets form)
  • Indholdsdeklaration, liste over INCI navne på indholdsstoffer i faldende orden, husk særlige krav for allergifremkaldende duftstoffer og nanostoffer. Listen skal indledes med ”Ingredienser” eller ”Ingredients”
  • Ingredienser under 1% kan nævnes i vilkårlig rækkefølge. Farvestoffer kan nævnes i vilkårlig rækkefølge med symbolet”+/-” eller med ordene “kan indeholde” (bemærk gælder ikke hårfarver)
  • Der er restriktive regler om hvilke anprisninger der kan accepteres og hvilken dokumentation man skal have for virkningerne

Der er visse undtagelser hvis produktet er for småt til at alle oplysninger kan stå på det.

Biocidprodukter

Biocider er alle produkter som indeholder et eller flere aktive stoffer med det formål at bekæmpe uønskede organismer, herunder ved at dræbe, ødelægge, afskrække eller uskadeliggøre dem.

Eksempler kan være desinfektionsmidler, håndsprit, insektgift, myrelokkedåser, myggespray og konserveringsmidler.

Etiketten skal som minimum indeholde følgende punkter:

  • Aktivstoffers identitet og koncentration i metriske enheder
  • nanomaterialer indeholdt i produktet
  • Produktets godkendelsesnummer
  • Godkendelsesindehaverens navn og adresse
  • Formuleringstype
  • Godkendte anvendelser
  • Brugsanvisning, anvendelseshyppighed og dosering
  • Bivirkninger og evt. førstehjælpsvejledning
  • Anvisninger for forsvarlig bortskaffelse af det biocid-holdige produkt og emballagen
  • Batchnummer, samt udløbsdato
  • Forsinket effekt, tid til genbehandling eller tid før næste adgang samt oplysninger om dekontaminering, forholdsregler vedrørende anvendelse og transport
  • Den kategori af brugere, som det biocidholdige produkt er begrænset til, f.eks. private
  • særlige farer for miljøet
  • Oplysninger om evt. mikroorganismer i produktet
  • CLP-mærkning som for andre kemiske produkter
  • Der er særligt restriktive regler om hvilke anprisninger der må bruges, man må helt generelt ikke signalere at produktet er uskadeligt eller miljøvenligt.

Der er visse undtagelser hvis produktet er for småt til at alle oplysninger kan stå på det.

Diverse CE-mærkede produkter

Produktkategorier som legetøj, byggevarer, personlige værnemidler og medicinsk udstyr skal CE-mærkes efter specifikke regler for deres produkttype.

Reglerne for CE-mærkning og præcis hvilke oplysninger der skal på etiketten, afhænger af produkttypen, men fælles for alle typerne er disse oplysninger:

  • Firmanavn og adresse på fabrikanten
  • Firmanavn og adresse på importøren til EU, hvis denne findes
  • CE-mærket
  • Sikkerhedsoplysninger
  • Brugsanvisning
  • henvisning til den brugte standard og det godkendte testinstitut, der har afprøvet produktet.

Fødevarekontaktmaterialer

Fødevarekontaktmaterialer er en fælles betegnelse for emballage, der kan anvendes til opbevaring af fødevarer eller til at komme i kontakt med fødevarer. Det kan fx være papir, pap, glas eller plast.

Mærkningen skal som minimum indeholde følgende punkter:

  • Firmanavn og adresse på den virksomhed der er ansvarlig for markedsføringen
  • Indikation af at produktet er beregnet til kontakt med fødevarer enten i tekst eller symbol. Kan udelades hvis dette er åbenlyst ud fra produktets fremtræden (spisebestik, kaffekande, …)
  • begrænsninger i produktets anvendelse (temperaturbegrænsninger, ikke egnet til visse fødevarer)
  • Sporbarhedsmærkning

Der er visse undtagelser hvis det ikke er praktisk muligt at påføre mærkningen på emballagen.

Rådgivning

Læs mere om mærkning og emballering på ECHAs hjemmeside HER

Har du brug for assistance og rådgivning om hvordan din etiket eller mærkning skal se ud, for at opfylde lovkrav og retningslinjer, kan du kontakte Altox på tlf. 38 34 77 98 eller altox@altox.dk

Brug for rådgivning?