Store ændringer til CLP-reglerne på vej!
Hvis du producerer, importerer eller markedsfører produkter, kan det få betydning for dine forpligtelser.
Den 23. april 2024 vedtog Europa-Parlamentet ved førstebehandling et forslag til en forordning fra Europa-Parlamentet og Rådet om ændring af forordning (EF) nr. 1272/2008 ("revision af CLP-forordningen").
For nyligt blev teksten endeligt vedtaget og publiceres meget snart i official journal, hvorefter den træder i kraft 20 dage efter.
I korte træk indeholder CLP revisionen følgende:
Nye frister for opdatering af etiketter:
Leverandøren skal sikre, at etiketten opdateres
- senest efter 6 måneder, hvis der er tale om en mere alvorlig klassificering, en ny fareklasse eller supplerende information,
- inden datoen fastsat i den respektive ændringsforordning, hvis ændringen skyldes en harmoniseret klassificering,
- senest efter18 måneder, hvis der kræves andre ændringer end ovenstående.
Vigtige ændringer/opdateringer:
Introduktion af "stoffer, der indeholder mere end én bestanddel" (MOCS):
MOCS omfatter:
- Mono-komponent stoffer med urenheder
- Multi-komponent stoffer
- Stoffer med ukendt eller variabel sammensætning, komplekse reaktionsprodukter eller biologiske materialer (UVCB’er)
For MOCS, der udvindes fra planter eller plantebestanddele og ikke er kemisk modificerede, er der inkluderet en 5-årig undtagelse. Den nye tekst præciserer, at MOCS toksikologisk set ikke adskiller sig fra blandinger, der består af to eller flere stoffer, og at de derfor skal underlægges samme klassificerings- og mærkningsregler.
Prioritering af forslag om harmoniseret klassificering af grupper af stoffer frem for individuelle stoffer (“gruppering”):
Når det er videnskabeligt begrundet og muligt for en kompetent myndighed eller Kommissionen, skal forslag om harmoniseret klassificering sigte mod at prioritere grupper af stoffer frem for individuelle stoffer.
Distributører:
Distributører får yderligere forpligtelser i forhold til PCN (giftlinje) registrering og skal indsende relevant information til udpegede organer i overensstemmelse med bilag VIII i CLP.
Generelle forpligtelser til klassificering, mærkning og emballering:
Et stof eller en blanding må ikke markedsføres (herunder fjernsalg via online markedspladser), medmindre en leverandør er etableret i EU og sikrer overholdelse af CLP. Hermed er direkte Business-to-Consumer-levering af kemiske produkter, der er underlagt CLP, fra producenter/leverandører uden for EU forbudt.
Hvis et stof er underlagt harmoniseret klassificering og mærkning, skal den harmoniserede klassificering gælde for alle dets former eller fysiske tilstande, medmindre den harmoniserede liste specificerer en specifik form eller fysisk tilstand.
Generelle regler for anvendelse af etiketter:
- Fold-ud-etiketter: Disse kan nu anvendes regelmæssigt og ikke kun, når reglerne for mærkning ikke kan overholdes på grund af emballagens form eller størrelse.
- Digital mærkning: Mulighed for at anvende digital mærkning er nu indført, men kun for information, der ikke er væsentlig for brugerens sikkerhed eller miljøbeskyttelse. Der skal dog stadig være en fysisk etiket for de krævede etiketoplysninger i artikel 17, og den kan kombineres med digital mærkning.
- Ammunition: Undtagelser fra mærkningskrav er tilføjet.
- Brændstoffer, diesel, sprinklervæske: Nye regler for mærkning ved salg til offentligheden uden emballage.
- Ny etiketlayout underlagt CLP: Teksten skal være trykt i sort på hvid baggrund, og afstanden mellem to linjer skal være mindst 120 % af skriftstørrelsen. Der skal anvendes en letlæselig skrifttype uden seriffer, og bogstavsafstanden skal være letlæselig.
Mærkning af indre emballager på under 10 ml: Visse mærkningselementer kan udelades afhængigt af stoffets/blandingens betegnelse og klassificering, og skriftstørrelsen kan være mindre.
Genopfyldningsstationer:
Farlige stoffer eller blandinger, undtagen farlige produkter i specifikke fareklasser i bilag II, del 3.4, kan leveres via genopfyldningsstationer. Stationerne skal have etiketter, der svarer til etiketterne på hvert farligt stof eller blanding, der tilbydes på stationen. Der skal også opfyldes flere andre krav til stationens udformning.
Reklamer/tilbud:
Enhver reklame for et kemisk produkt/blanding, klassificeret som farligt, skal nu angive farepiktogrammer, signalord, fareangivelser og supplerende EUH-erklæringer.
Vil du vide mere?
Miljøstyrelsen har lanceret en ny side CLPupdate.dk, der skal hjælpe virksomheder med at navigere i det nye regler. Her kan du få et overblik over de væsentligste ændringer.
Teksten af den vedtagne ændring kan findes her:
Har det betydning for dig, og er du i tvivl omkring udformningen af f.eks. etiketter, så tag endelig fat i os.
Rådgivning
Brug for rådgivning?
Ønsker du at vide mere, er du altid velkommen til at tage fat i os. Vi hjælper dig gerne på vej.