PFAS: Hvad det er, hvor det kommer fra, og hvad reglerne kræver af din virksomhed
PFAS er en fælles betegnelse for en stor gruppe kemikalier, der findes i alt fra stegepander til regntøj og brandslukningsskum. Stofferne er ekstremt svære at nedbryde, og flere af dem mistænkes for at skade helbredet. Derfor er PFAS under stigende regulering i både EU og Danmark, og det får konsekvenser for virksomheder, der producerer, importerer eller sælger produkter, hvor stofferne kan indgå.
Hvad er PFAS, og hvad står forkortelsen for?
PFAS står for per- og polyfluoroalkylstoffer. Det er ikke ét stof, men en samlebetegnelse for en meget stor gruppe af syntetiske kemikalier, der ifølge de europæiske myndigheder omfatter mellem 10.000 og 12.000 forskellige forbindelser.
Fælles for stofferne er en kemisk struktur, hvor kulstofatomer er bundet til fluoratomer. I ECHA's forslag til en bred restriktion af PFAS under REACH defineres et PFAS-molekyle ud fra denne struktur: et stof, der indeholder mindst ét fuldt fluorineret metyl- (CF₃) eller metylenkulstofatom (CF₂), uden at der er bundet hydrogen, klor, brom eller iod til dette kulstofatom. Den brede, strukturelle definition betyder, at reguleringen potentielt kan omfatte langt de fleste PFAS-forbindelser, uanset handelsnavn eller hidtidig klassificering.
PFAS-molekylet: Derfor kaldes stofferne "evighedskemikalier"
Kulstof-fluor-bindingen er en af de stærkeste bindinger i organisk kemi. Det er netop denne binding, der gør PFAS-stofferne særligt vanskelige at nedbryde, og som har givet stofgruppen tilnavnet "evighedskemikalier" (forever chemicals).
Betegnelsen giver dog et lidt unuanceret billede. Stofferne bliver ikke i kroppen for evigt: PFOS og PFOA udskilles fra blodet med en halveringstid på omkring fem år, hvilket ganske vist er langt tid, men langt fra "for evigt". Det er derimod i naturen og miljøet, at PFAS-stofferne reelt er ekstremt persistente. De nedbrydes stort set ikke og kan spredes over store afstande via jord, grundvand og luft, hvilket er en af hovedårsagerne til den skærpede regulering.
Hvor kommer PFAS fra?
PFAS bruges bredt i industri og forbrugerprodukter på grund af stoffernes vand-, fedt- og smudsafvisende egenskaber. De mest almindelige kilder er blandt andet:
- Non-stick-belægninger, herunder teflonbelagte stegepander og bageforme
- Imprægnering af tøj, fodtøj og udendørsudstyr
- Fødevareemballage og bagepapir
- Brandslukningsskum
- Tekstiler, læder, tæpper og møbler med smudsafvisende overfladebehandling
- Industrielle processer som halvlederproduktion og overfladebehandling/forkromning
- Enkelte typer kosmetik og personlige plejeprodukter
Hvilke krav der gælder for det enkelte produkt, afhænger af hvilke specifikke PFAS-stoffer der er tale om, hvordan de anvendes, og hvor i forsyningskæden virksomheden befinder sig.
Hvad gør PFAS ved kroppen?
Mennesker udsættes primært for PFAS gennem kosten (særligt animalske fødevarer og fisk, da stofferne binder sig til protein) og via drikkevand, og i mindre omfang gennem husstøv. På arbejdspladser kan eksponering desuden ske ved indånding af støv, røg og damp i forbindelse med fremstilling, brug og bortskaffelse af PFAS-holdige produkter.
Sundhedsstyrelsen har i en rapport fra marts 2023 vurderet evidensen for PFAS' helbredseffekter på baggrund af internationale reviews fra blandt andre ATSDR, EFSA og NASEM. Rapporten peger på en væsentlig mistanke om sammenhæng mellem PFAS-udsættelse og:
- Nedsat antistofrespons ved vaccination
- Nedsat fødselsvægt
- Forhøjet kolesterol
- Nyrekræft
Det er netop den nedsatte immunrespons ved vaccination, der i dag ligger til grund for EFSA's sikkerhedsgrænse. I 2020 fastsatte EFSA et gruppebaseret tolerabelt ugentligt indtag (TWI) på 4,4 nanogram pr. kg kropsvægt pr. uge for summen af fire PFAS-stoffer: PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS. Det er en markant skærpelse i forhold til EFSA's tidligere vurdering fra 2018, som brugte forhøjet kolesteroltal som det kritiske sundhedsmål.
PFAS i drikkevand: Hvilke grænseværdier gælder?
Drikkevand er en af de vigtigste eksponeringskilder for PFAS, og det er også her, de danske grænseværdier er skærpet mest.
Dansk drikkevandskvalitetskriterie
Miljøstyrelsen fastsatte i 2021 et kvalitetskriterie for summen af de fire stoffer PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS på 2 nanogram pr. liter (0,002 µg/l). Det er en skærpelse på en faktor 50 i forhold til det tidligere kriterie på 0,1 µg/l for summen af tolv PFAS-stoffer. Danmark tester i dag drikkevandet for i alt 22 PFAS-stoffer, ti flere end tidligere, og går dermed videre end de nuværende EU-krav.
EU's drikkevandsdirektiv
EU's drikkevandsdirektiv (2020/2184) stiller fra 2026 krav om, at medlemslandene overholder en grænseværdi på 0,1 µg/l for summen af 20 udvalgte PFAS-stoffer og 0,5 µg/l for total PFAS i drikkevand. De danske krav til de fire mest kritiske stoffer er dermed væsentligt strengere end EU's minimumskrav.
PFAS-grænseværdier i jord og grundvand
Ud over drikkevand har Miljøstyrelsen fastsat vejledende grænseværdier for jord og grundvand:
- Grundvand: 0,002 µg/l for summen af de fire kritiske PFAS-stoffer og 0,1 µg/l for summen af 22 udvalgte PFAS-stoffer
- Jord: 0,01 mg/kg for summen af de fire kritiske PFAS-stoffer og 0,4 mg/kg for summen af 22 udvalgte PFAS-stoffer
Grænseværdierne er ikke statiske. De er løbende blevet skærpet i takt med ny viden om stoffernes sundhedsrisiko, og virksomheder og myndigheder bør derfor holde sig løbende opdateret på området.
PFAS-lovgivning: Hvad er reguleret i dag, og hvad er på vej?
PFAS reguleres i dag gennem en kombination af specifikke stofrestriktioner og bredere regulering, der er under udvikling.
Allerede gældende restriktioner
- PFOS er reguleret som POP-stof siden 2009 med skarpe koncentrationsgrænser for stoffer, blandinger, artikler og tekstiler.
- PFOA og PFOA-relaterede stoffer er siden juli 2020 reguleret under POP-forordningen.
- C9-C14 PFCA'er (langkædede perfluorocarboxylsyrer) er reguleret via REACH bilag XVII, post 68, siden 2021.
- PFHxS reguleres via POP-forordningen for at forhindre, at stoffet bliver en uheldig erstatning for PFOA.
Danske nationale forbud
- Et nationalt forbud mod PFAS i beklædning, fodtøj og visse imprægneringsmidler trådte i kraft 1. juli 2026, med en overgangsperiode for salg af eksisterende lagre frem mod 1. januar 2027.
- Forbud mod PFAS i fødevareemballage har været gældende i Danmark siden 2020 og indføres EU-bredt fra august 2026.
- Salg af brandslukningsskumkoncentrat med PFAS er forbudt siden januar 2024, og brug af PFAS-holdigt skum ved brandøvelser har været forbudt siden juli 2024. Et bredere EU-forbud mod PFAS i brandslukningsskum er desuden vedtaget.
På vej: Den brede REACH-restriktion
Det mest vidtrækkende tiltag er et forslag til en generel restriktion af PFAS under REACH, som Danmark, Tyskland, Holland, Norge og Sverige indsendte til ECHA i januar 2023. Forslaget dækker over 10.000 PFAS-forbindelser og et bredt udvalg af brancher, herunder kosmetik, tekstiler, elektronik, medicinsk udstyr og emballage til fødevarer.
I marts 2026 vedtog ECHA's Udvalg for Risikovurdering (RAC) sin endelige udtalelse til støtte for restriktionen, og Udvalget for Socioøkonomisk Analyse (SEAC) offentliggjorde samtidig et udkast til udtalelse, som var i offentlig høring frem til 25. maj 2026. SEAC forventes at vedtage sin endelige udtalelse ved udgangen af 2026. Herefter skal EU-Kommissionen udarbejde et konkret forslag til ændring af REACH bilag XVII, som efterfølgende skal behandles af medlemslandene i REACH-udvalget samt af Europa-Parlamentet og Rådet. Flere juridiske vurderinger peger på, at en endelig vedtagelse tidligst kan ventes i 2027.
Det endelige omfang af restriktionen, herunder eventuelle overgangsperioder og undtagelser for specifikke anvendelser, er endnu ikke fastlagt.
Hvad betyder det for din virksomhed?
Uanset om den brede REACH-restriktion først træder i kraft om nogle år, er der allerede i dag konkrete forhold at forholde sig til, hvis din virksomhed producerer, importerer, sælger eller anvender produkter, hvor PFAS kan indgå:
- Kortlæg om PFAS indgår i jeres produkter eller processer. Indhent dokumentation fra leverandører, f.eks. sikkerhedsdatablade og stofdeklarationer, for de materialer og kemikalier, I anvender.
- Hold øje med de eksisterende restriktioner for PFOS, PFOA, C9-C14 PFCA og PFHxS. Især hvis I arbejder med tekstiler, imprægnering, overfladebehandling eller brandslukningsudstyr.
- Vær særligt opmærksom, hvis I sælger beklædning, fodtøj eller imprægneringsmidler i Danmark. Det nationale forbud er allerede en realitet.
- Følg udviklingen i den brede REACH-restriktion, så I ikke bliver overrasket, når de endelige krav og overgangsperioder offentliggøres.
- Dokumentér jeres vurderinger, så I kan sandsynliggøre over for myndigheder og kunder, at I har styr på reglerne.
Jo tidligere din virksomhed får overblik over, hvor PFAS potentielt indgår, desto lettere bliver det at tilpasse sig de skærpede krav, der er på vej.
Opsummering
PFAS er en stor og mangfoldig gruppe af kemikalier, der på grund af deres persistens og mistænkte sundhedsrisici er under stigende regulering i både Danmark og EU. Allerede i dag gælder der specifikke restriktioner for stoffer som PFOS og PFOA, ligesom Danmark har indført nationale forbud mod PFAS i blandt andet tøj og fødevareemballage. Samtidig er en bred, restriktion af hele stofgruppen under REACH på vej, den kan dog tidligst vedtages i 2027. For virksomheder handler det om at få overblik over, hvor PFAS kan indgå i egne produkter og processer, og løbende følge med i den regulering, der er under hastig udvikling.
Har din virksomhed brug for hjælp til at kortlægge PFAS i jeres produkter eller navigere i den kemikalielovgivning, der gælder for netop jeres branche? Så er I velkomne til at tage fat i Altox.
Rådgivning
Brug for rådgivning?
Ønsker du at vide mere, er du altid velkommen til at tage fat i os. Vi hjælper dig gerne på vej.